Please sign in so that we can notify you about a reply
Viva Vertigo's 4. album ”Phantom Wolf” er ude d. 28 oktober, 2022 på vinyl og streaming.
Efter to turnéer i efterår 2021 som support for Magtens Korridorer og en forår/sommer (2022) som support for Psyched Up Janis fik Viva Vertigo genetalberet sig som liveband. Flere nye sange er blevet spillet på turnéen – sammen med materiale fra den første trilogi - ”Viva Viva”, ”Vulcan Gas Company” og ”Vicious Echo”, der udkom mellem 2004 og 2009.
Om albummet ”Phantom Wolf”:
Bandets stifter, sanger, sangskriver og guitarist Simon Beck: ”Albummets sound er en hel del anderledes end den første ”trilogi” - der skulle ske noget nyt, sangene kaldte på en anden type produktion og approach – vi opgav faktisk bandnavnet i studiet – vi havde brug for et helt blankt kanvas – sangene kaldte på det - og det høres tydeligt allerede fra den første sang ”Wall of Black Tears”– så vi er spændte på hvordan det vil blive taget imod - lyden er mere cinematisk end nogensinde. Guitarist Maja Romm (bl.a teater komponist i det daglige) slæbte alle sine ”atmosfære pedaler” og keyboards med i studiet og svenske Jon Grinde's tunge seje groove klædte virkelig dette batch af sange og svensk input er spændende mht. musikalske chancer og gøre tingene anderledes.
I forbindelse med turnéerne udkom to singler, der også er at finde mellem albummets 12 sange – den episke ”Wall of Black Tears”: en sang der går fra stort anlagt ”regnvejr” til lullaby for at kulminere i et overdådigt omkvæd af bittersød bøn – således viser bandet fra første sang, at der er nye musikalske og ikke mindst dynamiske vinde i sound'en og produktionen. Og sanger Simon Beck og gæstesanger Britt Hein finder deres indre dæmoner frem – med helt egen twist af blå.
Andet nummer det tungt huggende ”All Your Devil Tattoo's” er nok albummets hårdeste rocksang og viser kontrasten til det stort anlagte åbningsnummer – det sexede seje groove følger teksten om kvinden med djævle-tatoveringerne, der vælter rundt i nattelivet – helt ude på kanten.
Tema'et fortsætter i næste sang, 2. single fra albummet – perlen ”Man, She's from the Streets” - der med sin tostemmige vokaler i verset, melodiøse guitarhook og et fængende omkvæd er et af albummets skarpeste skud .
Tempo'et tages lidt ned i den dystre ”Ghost Rider Calling”, en groovy sag, hvor vokalharmonierne slippes mere løs og understreger sangens ulmende natur.
”Sunday Sounds” – en klokkeklar ”tømmermands-sang” - dog med et musikalsk swing og drive, der muligvis kunne gøre lytteren tørstig. Også en potentiel single med dens fængende omkvæd.
Albummet side 1 lukkes ned med ”Sound of Steel” som er en gen-indspilning fra Simon Becks andet band Retox Panic med Johan Olsen (Magtens Korridorer) - ”Jeg vidste bare jeg var nødt til at genindspille dette fine nummer i et nyt arrangement med min vokal i stedet for Johans – det passede rigtig fint med de andre sange på albummet og det var en fed udfordring at skulle finde på et helt nyt arrangement og producere nummeret igen. Oprindeligt kom Johan med tekst og musik til verset og jeg skrev så tekst og musik til resten af nummeret – og det har altid været en ”darling” af et nummer i min bog – vi er da også svært tilfredse med udgaven her – Johan medvirker så i video'en til sangen – noget kompensation måtte der jo værre”.
Side 2 åbner med ”Priscilla Love Shack” hvor vi benytter os af ”four on the floor”, trommeslager Jon Grinde kunne ikke stoppes - dansende let beat med et strejf af jalousi og vold i hjemmet. Britt Hein stepper op i lydbilledet og markerer!
”Remember this way Up?” ”...er endnu en om-arrangering af et Retox Panic nummer, som jeg kom med hvor Johan Olsen fik skrevet ”andet omkvædet” ”The wind is still...” - endnu et nummer som jeg på falderebet synes skulle med – vi manglede lige sådan et flyvende rocknummer med samba-beat og marimba, der rastløst hamrer derudaf. Beat'et inspireret fra Imperiet, det gamle svensk rockband med Thåström i spidsen, deres bassist Christian Falk døde i 2014, så en cadeau til ham!”
Priscilla vender tilbage i ”Priscilla Dee” - en sang der varsler skiftet på albummet til en mere downbeat affære – hvor det hele bliver en tand mere nøgent og akustisk – og hvor tema'erne bliver en anelse dystre – således følger ”Season of the Witch” bitter og svævende på en gang og jalousi-drama'et ”Another Black Hole”, hvor det eneste ”lyse” i nummeret er Britt Heins myriade af vokaler der her bliver brugt som instrumenter i en battle med Maja Romms sound design tricks.
Hele albummet afsluttes med Massive Attack sangen ”Live With Me” en opløftende ”blå sang”, der på en gang skærer ind og samtidig forløser albummet i det Simon Beck og Britt Heins vokaler for alvor får sat kniven ind der hvor tårekanalen er. Et forholdsvis ukendt Massive Attack nummer – her fortolket helt anderledes end originalen.