Patina vrister sig fri på rå to’er. 

Bandet bag 2020’s største P3-hit er klar med deres andet album, hvor de viser en mere umiddelbar og slagkraftig side af sig selv. På ’Genstart’ kondenserer de energien fra deres koncerter, og de kredser om at leve op til egne krav og omverdenens forventninger.
Det gik stærkt for Patina. Fra at være en aktiv del af det sydende sydfynske musikmiljø i 2019 voksede de sig i 2020 til et af de mest markante nye navne på den danske scene. De havde hooks, stillede livets store spørgsmål, og deres udsolgte koncerter var eksplosioner af energi og melodi. Blandt kulminationerne var, at singlen ’Flammer rammer’ blev den mest spillede sang det år på P3.

De fik den modtagelse, de havde drømt om. Men i farten nåede de ikke at bearbejde alle indtrykkene – endsige sætte ord på alt det usagte i en hæsblæsende tid. Det gør de nu på deres selvransagende andet album, ’Genstart’. Sangene er ikke – som set så mange gange før – en klagesang om succesens bagsider. Det er en gruppe tætte venners forsøg på at kigge sig selv og hinanden i øjnene og skrive og spille sig selv og hinanden videre.

De forsøgte at tage hul på albummet i april 2021 ved at tage i sommerhus og skrive sammen. Her prøvede de at facilitere en kreativ proces med ambitionen om at leve op til første album – blandt andet legede de med at tage masker på. Men sangene åbenbarede sig aldrig fuldstændig, og det ramte bandmedlemmerne på selvtilliden.

”Det var som om, vi forsøgte at skrive om noget, der lå uden for os. I stedet for at skrive om, hvordan vi havde det. Vi troede, vi skulle tage masker på for at være ærlige, i stedet skulle vi tage dem af,” konstaterer Søren Bastrup Bojsen.

Det løsnede noget i hele gruppen.

”Det var følelsen af, at vi bare gik i kødet på musikken i stedet for at tænke noget frem,” siger Mads Skov Hansen.

Derfra tog albummet fart – uden kalkuler, uden bagtanker, men som en ren aftapning af et her og et nu. Og sangenes temaer lagde sig i naturlig forlængelse af hinanden; de kredsede om at være fanget – i hamsterhjulet, i eget hoved, i dårlige vaner, i omverdenens forventninger. Hele tiden med en ambition om at vriste sig fri. Såsom den klaustrofobiske ’Luk mig ud’, der som bandet siger, ”lyder som Rammstein, Kanye West og Lars H.U.G., der har det vildt under samme discokugle.”

Et af de sidste numre, de skrev, var titelnummeret ’Genstart’. Den kaster et lys tilbage på den proces, bandmedlemmerne havde befundet sig i de foregående måneder. Samtidig kaster den et håbefuldt lys fremad. Nummeret ligger sidst på albummet, der på den måde afrundes som et koncentreret værk på en halv time: Indledningsvis står man med fødderne langt nede i ubehaget, men til sidst træder man ud af det.
De otte sanges indestængte energi kaldte på at få den kollektive kraft frem, som har været et af Patinas adelsmærker ved deres mange koncerter. Derfor rykkede de ind i legendariske Grapehouse Studios, hvor de gennem 11 sammenhængende dage indspillede sangene med bandets tre stiftere som producere og en skæven til nogle af 1970’ernes artrock-helte. Mere end på albumdebuten bød alle syv bandmedlemmer ind med idéer, fills, basgange og beats.