Musikforsker Tore Tvarnø Lind har taget sig tid til at lytte og ned- fælde følgende ord om ‘Ir’:Alle har nogen at miste, tabet er fælles. Ir er en måde at leve videre med en nær slægtning, der ikke længere er i livet, men har taget det med sig. Ormgår til i rådvildhed, skriver en mytologi for at udholde sorgen og for at fin- de svar. Men myten er hyklerisk, en tvivlsom trøst, og svaret et tomt ekko. Ir er et tålmodigt monster, den hårde malakit med tusinde grønne øjne, en black metallisk dies irae, som det kaldes i dødsmessen. Ir er vredens dag, højtideligt som et requiem. Bærer den døde, der er lyset, ad sagnomspund- ne gange til de lyse haller. Men Ir er et paradoks, en måde at forstå døds- viljen i den anden med ømhed. Sortklædt ser Orm den døde spire. Dramaet er lokalt, døden er i det nære. Opalsøen og Syvmasteren, som stod ved Bastemosen, placerer den sorgfulde vandring, der er Ir, i den bornholmske urskov. Vildlivet som hjemsøges af hvileløse minder. Ir er eden med de underjordiske, et løfte mod glemslen. Ir er de sorte ryttere, der med hammerhorn, råberøst og styrkesværd tordner i støvet pragt mod Hammeren. Ir er solnedgangen over menneskelivets glød. Sørgekvadet er sammensat. De skøjtende vinterskikkelser på de monokrome ø-billeder er her ikke mere. Vi skal endnu ikke dele deres skæbne, men de minder os om, at også vi vil mistes. Måske håbet om, at vi var elsket. Under isen i vandets mørke, ormen dvæler over grå granit, den er fra en anden tid, en tid, hvor månen var ydmyg.