K A L E II D O - Voyage

180,00 DKK
1289
På lager
 

Med afsæt i en stigende hype fra deres koncerter i 2019, udgav duoen K A L E II D O deres anmelderroste debutalbum VOYAGE i år. Med rødder i jazzen og traditionen omkring improvisation har de på albummet skabt en atmosfærisk og ambient sound, hvor saxofon, guitar, trommer, bas, trompet og ordløs vokal, på indfølt vis smyger sig rundt om hinanden.

Bag K A L E II D O står saxofonist Cecilie Strange og guitarist Anna Roemer, der har baggrund i henholdsvis jazz og pop/rock/indie og med sig på øvrige instrumenter på indspilningerne har de nogle af dansk musiks fineste kapaciteter i form af Kasper Tranberg på trompet, Anders Christensen (AC) på bas, Jakob Høyer på trommer og Stine Steendorph på vokal. På albummet føres lytteren gennem lydcollager, der ændrer sig ved hver tone ligesom solskin i et kalejdoskop og med deres radikale dogme om at intet er aftalt på forhånd, skubber de til grænserne for, hvad improviseret musik kan være. På indspilningerne er det hørbart at det er ekstremt dygtige og indlevende musikere, der respektfuldt giver plads og lytter til deres medsammensvorne, og helhedsindtrykket er således også at KA L E II D O lyder som én mangeformet og alligevel homogen organisme på rejse ind i nye afkroge af jazzens væsen. Live optræder K A L E II D O med skiftende besætninger, hvilket gør at deres udtryk og sound også er i konstant forandring og udvikling. Deres helt egen særegne stil har skabt begejstring hos publikum og ikke mindst hos anmeldere i ind -og udland. Også P8 Jazz har i særdeleshed omfavnet 'VOYAGE' der var udvalgt som Ugens Album ved udgivelsen.

“Kaleiido er navnet på en ny, spændende, dansk duo bestående af saxofonisten Cecilie Strange og guitaristen Anna Roemer – en duo som jeg klart vil begynde at følge, fordi jeg oplever den som særegen, original og både teknisk og kunstnerisk vital og suveræn.”
Gaffa (Ivan Rod)

“Med duodebuten ’Voyage’ lukker guitarist Anna Roemer og saxofonist Cecilie Strange fuldstændig op for blændeåbningen, der lader lyset skinne direkte ind i kalejdoskopet, så spejlene og det farvede glas kan danne nye billeder i bevidstheden.”
♥♥♥♥♥ Politiken (David A. Dyrholm Nielsen)

“Voyage er en vanvittigt stærk debut - en af den slags plader der kommer til at stå længe.”
Jazznyt (Niels Overgaard)

“Med K A L E II D O får du ambient improvisationsmusik malet med den helt brede og gullige efterårspensel. Med kun ganske få singler udgivet har K A L E II D O allerede slået sit navn fast på den danske jazzscene med sit enormt stemningsfyldte og rolige udtryk. Her bliver der brugt meget simple, men stærke virkemidler fra værktøjskassen, der til tider rækker ind i både de elektroniske og klassiske udtryksformer. Du kan bare komme som du er, men du går derfra som en anden.”
Jonas Visti P8 

Kunstner:
K A L E II D O
Titel:
Voyage
Format:
12" LP
Selskab:
ExoPAC Recordings
Stregkode:
N/A
Produkttype:
LP