Ida Gard - Kan du se mig nu?

200,00 DKK
OMG2023
In stock
 

Sidste singleforløber fra Ida Gards fjerde album er titelsangen Kan du se mig nu? En sang som danner overskrift på et album, der insisterer på at overraske, med mærkbare musikalske valg, og ord, der rammer eftertanken, ryster status quo og rører hjertet. Storytellerpunkeren Ida Gard er klar med sit første album på dansk.

”Man kan ikke sige vidunderlig uden at sige underlig”, sagde P3s Vidundergrunden-vært for nylig om Ida Gard. En kort og rammende beskrivelse af en komponist og sangerinde, som aldrig har passet i andre kasser end sin egen. Og i den kan det nogle gange blive både slidsomt og frygtsomt at stå på sit.

I årene efter Idas sidste albumudgivelse og medfølgende turné blev hun sat ud af spillet på grund af uforklarlige smerter og stress. Musikken var blevet et sted hvor hun prøvede at gøre alle glade, både i forhold til koncertaktivitet og udgivelsesfrekvens, alt imens hendes selvbillede sløredes.

Identitetskrisen som musiker endte med en reel overvejelse om at opgive musikken. Og der, ved det, der lignede enden af vejen, trådte frygten til side og gav plads til at starte på ny. Nye sange tog form som små knaldgule tennisbolde, og det at ”give op” blev i stedet billedet på en servemulighed og en invitation til at lege og finde nye medspillere.

Titelsangen ”Kan du se mig nu?” er således i høj grad en holdpræstation. Sangen er produceret af Ida Gard, Brian Mørk Hansen og Louise Nipper. Derudover spiller Ida Gards liveband bestående af Anne Kirstine Winkler, Tove Sørensen og Daniel Fält med på tracket. Resultatet er en abstrakt og atonal dansegulvs-popsang, med luftige vocoder-lag og masser af stemningsmættede ord. Hvad den præcis handler om, er svært at beskrive, men om den indledende inspiration siger Ida Gard:

"Jeg oplever nogle gange at være ked af det på en måde, hvor jeg godt ved, at følelsens størrelse er helt ude af proportioner, i forhold til det, der har udløst den. Som en følelse af at være kanal for flere menneskers, måske endda flere generationers sorg og smerte. Sangen beskriver en forløsende proces, som handler om at blive synlig i ens sande form."

NÅR LUFT FORTÆTTES OG BLIVER TIL TÅRER TAGER VI FORM MIN SJÆL HAR GRÆDT I TUSIND ÅR KAN DU SE MIG NU?

Albummet bliver Ida Gards første på dansk, men hendes historiefortællende tilgang til at skrive musik er den samme. Ida er vokset op i en familie, hvor festerne altid bød på fællessang, og hvor årlige sommerferier på ø-lejr leverede en betydelig del af soundtracket – fra kampsange og dansktop til viser, salmer og højskolesange.

”Det at skrive på dansk, har gjort, at min musikalske baggrund træder tydeligere frem. Det historiefortællende, flabede og håndspillede, samt energien i at spille live. Og så oplever jeg, at de danske tekster rammer mere rent hos publikum”, fortæller Ida.

Ida Gard har siden hun vandt karrierekanonen i 2008 og albumdebuterede i 2011 slået fast, at hun mestrer både de catchy melodier og de skarpe poetiske fortællinger.

Den skarpe poesi har kun fået ekstra kant af skiftet til modersmålet. Med singlerne Lad Os Prøve Igen og To Drenge tager hun fat i diskrimination, social arv, vilje og skæbne – leveret i et nutidigt, fængende popformat.

Blikket for tidsbilleder dyrker Ida også i Dronninger af Skejby, hvor en flok brune piger holder fest på en parkeringsplads, samt på singlerne Dem der ligger på jorden og Vestre Kirkegård, hvor vores til tider skrattende forbindelse med jorden og naturen er i centrum.

Ida Gard har fundet en retning, hvor glæden ved musikken er genvundet. Modersmålet er blevet det nye udgangspunkt og de åbne øjne er rettet både indad og udad på hendes helt egen vidunderlige og underlige popvej.

Idas kommende album Kan du se mig nu? er hendes fjerde fuldlængdeudspil. Hun har udsendt fire singleforløbere: Lad Os Prøve Igen (oktober ’21), To Drenge (januar ’22), Vestre Kirkegård (april ’22) og Dem Der Ligger på Jorden (august ’22). To Drenge lå i rotation på P6 Beat fra januar til maj ’22.

Artist:
Ida Gard
Titel:
Kan du se mig nu?
Format:
12" LP
Label:
Oh My Gard!
Medie:
LP