EYES - Underperformer

200,00 DKK
Indisc32
På lager
 

EYES blev dannet i 2017, og efter en heftig første tid som band med en hypet debut-EP fra 2018 og en række eksplosive koncerter i DK og Europa opstod trangen til at rykke sig, da nye sange begyndte at tage form. Bandet besluttede sig hurtigt for at flytte sig fra debutens “blackened” udtryk til en mere punk-rocket og eksperimenterende lyd med fokus på grooves og hooks - en mindre “brutal”, mere minimalistisk æstetik og et underspillet udtryk i såvel lyd, lyrik som det visuelle aspekt. Dette har nu udmøntet sig i ‘Underperformer’, hvis ti sange viser et unikt talent for at sparke nyt liv i hardcore med en respektløs brug af genrens mange retninger og træk i en fokuseret, original sangskrivning. Aggressiviteten er ikke desto mindre aldeles til stede, men spiller konstant op af udfordrende og dynamiske riffs og arrangementer, som uafvendeligt formår at både indfange, undre og underholde lytteren. Denne kompromisløshed finder med største selvfølgelighed også vej ind i bandets lyrik, som er er stærkt inspireret af Jack Kerouacs “stream of consciousness” og Charles Bukowskis ligetil, ærlige og nihilistiske litterære form. ‘Underperformer’ er i sin essens en fortælling om at blive voksen og have svært ved at indfinde sig i rollen, der følger med dette. At føle en utilfredshed med sig selv, og hvor man er i livet; at man har mange ting at nå og gøre, men ikke får udført noget som helst - at føle sig som en ‘Underperformer’. Denne følelse afhænger dog i høj grad af øjnene, der ser. Folks succes eller fiasko er altid det første, man ser og spejler sig i, men hvem fanden ved, hvordan den anden har det med sig selv. Trods den gnavende personligheds-tematik, så indeholder ‘Underperformer’ stadig et betydeligt håb og en god portion ironisk distance, som udtrykker det til tider lattervækkende og formålsløse i ens egen og andres konstante selvbevidsthed og -kritik.  ‘Underperformer’s stiliserede artwork tager tråden op fra pladens tematik i en mere generel optik. Det er inspireret af boligmagasiner - det perfekte billede på et voksent hjem, som her er brudt op af et absurd og ubekvemt element. Hvad laver manden på billedet, og hvad er det, han kigger efter? Kravet om det perfekte må nødvendigvis smadres af det uperfekte menneske og dets søgen efter sig selv, ligesom en given musikscene og dets regler og manerer nu og da skal have et los i røven fra et band som EYES for at komme videre. Denne verdens massive mængde af krav og forventninger har i ‘Underperformer’s tilfælde affødt en pissed off, genre-bøjende hardcore-plade af de sjældne, som tager sigte og skyder huller i kasserne, som vi propper os selv og hinanden i, til alle tider, alle steder, igen og igen.

Kunstner:
EYES
Titel:
Underperformer
Format:
12" LP Clear og Orange splatter
Selskab:
INDISCIPLINARIAN
Stregkode:
4260153748327
Produkttype:
LP

Lignende varer

130,00 DKK
Format: 12" LP, CD
Produkttype: CD, LP
140,00 DKK
150,00 DKK
160,00 DKK