Uffe Lorenzen - Triprapport

Katalognummer:

Selskab:

Uffe Lorenzen har netop lagt sidste hånd på sit andet album i eget navn i STC studiet i København. Her har han indspillet syv originale Lorenzen kompositioner og en smuk version af Hans Vindings ”Hallo Hallo Frøken” med et country twist, som er blevet til albummet Triprapport, der udsendes den 10. maj på Bad Afro Records.

Som på forgængeren Galmandsværk fra november 2017 kommer vi vidt omkring på Triprapport. Uffe Lorenzen har lavet et album, der sender lytteren ud på en rejse. Vi kommer ud i rummet til en fremmed galakse. Vi tager i sommerhus og ser på birketræer, der headbanger. Vi besøger en kvindelig grønlandsk åndemager i hendes aller helligste. Vi rider floden ud og ender med at dø og blive genfødt. Inspirationen til de nye sange fandt Uffe Lorenzen under et ophold i et sommerhus i Nordsjælland. 

Uffe Lorenzen: ”Denne gang er sangene skrevet indenfor et meget kort tidsforløb på ca. 14 dage, som jeg tilbragte helt alene i et lånt sommerhus i Kulhuse. Det var i september måned og det blæste kraftigt, så området var ret affolket, og jeg så stort set ikke et eneste menneske i de 2 uger. De første par dage gik med at nørkle lidt på guitaren og tænke over, hvordan jeg skulle gribe det hele an. På tredjedagen slog ensomheden ind, og jeg spiste alle mine medbragte svampe, hvilket slog hul på bylden”.

Yderligere information

At sangene er skrevet over en kort og intens periode gør, at albummet kan forekomme mere sammenhængende end Galmandsværk. Produktionsmæssigt er der foretaget andre valg, hvor der er mere ekko og mindre nærhed i lyden i et forsøg på at få albummet til at lette på en anden måde denne gang. Lorenzen spiller langt de fleste instrumenter selv med lidt hjælp fra Anders Kjærgaard (synth), Adam Dreisler (tværfløjte), Vicki Singh (sitar/tablas) og Peter Knudsen (lapsteel).  

Triprapport er indspillet og mixet 100% analogt. Ingen digitale studietricks eller brug af pro-tools. Albummet er produceret af Uffe Lorenzen og Anders Onsberg i det fantastiske STC studie i det nordvestlige København. Flemming Rasmussen har mastereret skiven i sit Sweet Silence studie. Førstetrykket af Triprapport på LP er limiteret til 1500 eksemplarer på sort vinyl.

Kunder, der købte denne vare, købte også