Pol mod Pol - Tid til fornyelse i kort, langt og mellem

Katalognummer: UR008LP

Selskab:

Er du klar til at få udfordret din opfattelse af hvad musik kan være? Den danske ekstremmusiker POL MOD POL sprænger med sit debutalbum “Tid til fornyelse i kort, langt og mellem” alle rammer for musikbegrebets fundament, normer og konventioner. Nu er du advaret.

POL MOD POL er… plus mod plus i kraftstrømsudgave og dertil hørende svirp over nallerne. En sonisk energiudladning, der fra første tone sender lyttere uden skridsikre sikkerhedssko direkte ned på bagmuren - slask! - og sågar igennem den. En ubeskrivelig cocktail blendet sammen af 100% overstyret larm og 100% ren energi fra en verden der rent faktisk har 200% som nulpunkt - og hvor POL MOD POL blev født på transportbåndet i et stålvalseværk med to atomturbiner som ophav. Med udgangspunkt i støjmusikgenrer som harsh noise og breakcore har den Aarhus-baserede elektroniske musiker de seneste mange år fremelsket en lyd, som han selv beskriver som disco. Men for alle andre mennesker på denne jordklode lyder det nok cirka som ALT andet.


POL MOD POL repræsenterer med andre ord musik, som bryder alle rammer - og som bedst kan beskrives som vanvidsdansemusik, der er klippet i tusinde stykker og blendet sammen i et abstrakt tæppe - et sandt sansebombardement, og forsøgt klemt ind under musikgenren “noise”. En musikgenre som gennem årtier har eksisteret som subkultur i hele verden, herunder også Danmark, ikke mindst i miljøerne for avantgardekunsten, punk-musikken og den mest obskure del af den elektroniske musik. 

170,00 DKK inkl. moms

Yderligere information

I over 15 år har POL MOD POL på danske og udenlandske undergrundsscener skubbet til alle grænser for hvad musik kan være, og denne helt ubeskrivelige lydoplevelse bliver nu endelig indfanget på vinylplade, når POL MOD POL udsender sit debutalbum. Smid trøjen, find høreværnet og dansesko frem og skru dit stereoanlæg op på 11 - eller måske bare en ½: Pol Mod Pol er klar til at give dig, dit hus og dine naboer en ukontrolleret tur i turbocementblanderen, der er på vej ned ad cirka 1000 betontrapper. Plus minus det løse.  

Det bevises selvfølgelig også live når POL MOD POL med sine top synkroniserede danse moves, som kun en kortsluttet jordbærgelé-version af John Travolta kunne gøre efter, sætter skabet nøjagtigt, hvor det skal stå. Kæft. Trit. Og retning!    

Bag POL MOD POL står Mikko Mansikkala Jensen (f. Helsinki, Finland, 1976), som siden 1990’erne har været særdeles aktiv på den eksperimenterende undergrundsmusikscene i Danmark. Ikke blot som udøver under Pol Mod Pol navnet, men også under aliasser som Double Space, Soviet Subliminal Seduction og LYSET. Herudover har han været medarrangør, under navnet Noisejihad af langt over hundrede koncerter med eksperimentelle musik kunstnere fra hele verden (blandt andre Merzbow, som han også varmede op for), og kunstudstillinger primært i Aarhus og Aalborg. POL MOD POL og Mikko Mansikkala Jensen tegner sig for et helt unikt hjørne af skandinavisk experimenterende musikhistorie, og slår det fast med “Tid til fornyelse i kort, langt og mellem”. Kig på coveret. Igen. Lad nu være med at lyve... Kan du SÅ ta’ dine dansesko på, frække!