Penny Police - Be Lucky

Katalognummer:

Selskab:

Med ’Be Lucky’ åbner kvinden bag det kritikerroste art-pop-projekt, Marie Fjeldsted, et varmt rum, hvor befriende budskaber ekkoer: Find din egen stemme, slip frygten for at træde ved siden af. Det udspringer af, at hun er blevet mor.

”Hun kan give selv de mest hårdkogte typer kuldegysninger.”

Soundvenue naglede fænomenet Penny Police i deres fem-stjernede anmeldelse af debutalbummet. Siden har bagkvinden, Marie Fjeldsted, stukket hovedet frem på en række udgivelser og i adskillige live-sammenhænge, bl.a. HUN SOLO. Som selverklæret ”introvert antistjerne” sker det aldrig med store armbevægelser, men altid med en insisteren på at udforske sin sangskrivning og flette de fineste melodier sammen med eftertænksomheden – at skabe pop med perspektiv.

Det gælder også det kommende album ’Be Lucky’, hvor Fjeldsted kredser om vigtigheden af at finde sin egen vej og stemme. På den måde sætter hun på sin egen stille facon tidsånden under lup.

Yderligere information

“Alt skal være 100 procent korrekt for at være godt nok. Man ser aldrig sprækkerne. Og jeg har selv gået virkelig meget op i at føle mig 'rigtig', men der findes ingen ‘rigtig’ måde at være på. Af princip er jeg virkelig begyndt at øve mig i at slippe frygten for at træde ved siden af og insistere på at tage mig selv alvorligt,” forklarer Marie Fjeldsted.

Tankerne bag albummet udspringer af, at hun blev mor for fire år siden. Det stillede hende over for det dirrende spørgsmål: Hvordan bliver jeg en rollemodel for mit barn?

”Man har så mange overbevisninger med fra sin barndom og teenageår, og jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved mine egne. Min intuition fortalte mig meget tidligt, at jeg måtte gøre tingene på min egen måde. Men jeg må stadig øve mig i at finde min egen stemme og finde ro i den,” siger hun og leder videre til titlen:

”I ’Be Lucky’ ligger en positiv opfordring til at følge sin mavefornemmelse. For hvis du er åben og tro mod dig selv, så tror jeg, at heldet har nemmere ved at ramme dig. Det er noget, jeg adresserer til det søgende barn i os alle sammen. Børn kræver med en beundringsværdig naturlighed at blive set, hørt og elsket. På den måde er min datter en stor inspiration og også en rollemodel for mig. ”

Temaerne glider ind i et legende, dramatisk musikalsk rum præget af varme arrangementer, umiddelbare melodier og søgende strukturer. Marie Fjeldsted spiller autoharpe, der er strygere, blæsere, klaver og børnekor, og det hele er skabt over en årrække med produceren Aske Bode – der også har produceret for Hymns From Nineveh.

Blandt sangene finder man singlen ’Mirror, Mirror’, hvor den voksne ser sit indre barn i spejlet og siger: ”Det kan godt være, du ikke følte dig rummet, men nu rummer jeg dig.” Man finder ’Make It Move, som kredser om at lade ting være som de er i stedet for at sætte dem i bås. Og man finder ’Take On A Little Love’, der bevidst om, at livet er dyrebart vælger smilet, selv om det kan være fristende at gemme sig under dynen.

Marie Fjeldsteds drømmende vokal ligger som en rød tråd albummet igennem. Og den har samtidig en umiddelbar naturlighed, understreget af, at hun og Aske Bode har brugt cue-vokalen på en del af numrene. Samtidig er det første gang, vi hører Penny Police synge dansk på plade. Det sker på afslutningsnummeret ’Kig op’, der er skrevet som en vuggevise til datteren, Viola. Samme Viola, der har malet det æg, som pryder coveret.

Kort bio:

Bag sig har Penny Police fire EP’er og et album, hvorfra flere sange har været i rotation på DR P3, P4 og P6, NRK P3 og blevet spillet på BBC6 Music. Hun har optrådt på Vega og ved festivaler som Spot, Iceland Airwaves, Reeperbahn, The Great Escape og Malmø Festival, ligesom hun har været med i HUN SOLO. Sideløbende med musikken er hun bl.a. ambassadør for Ordskælv, en forening og et skriveværksted, der hjælper unge med at finde deres egen stemme gennem fortællinger fra deres eget liv.

Kunder, der købte denne vare, købte også