Klumben & Raske Penge - Livet

Katalognummer:

Selskab:

Raske Penge & Klumben udgiver en LP med 12 sange om håb, kamp og kærlighed. Om svære valg, om døden og selve livet. Det sure, det søde og det pinlige. Og om hvad faen der er galt med det, der før var fint.  

"Det er en reggaeplade. Ikke et eller andet der er smart og oppe i tiden. Bare en god plade i den genre vi elsker og som har ført os sammen og ud i verden." - Klumben  

På Livet genoptager de samarbejdet med TopGunn, der er overordnet producer på pladen. De har valgt at holde features på et minimum. Foruden TopGunn medvirker kun deres fælles favorit dancehall-lyriker: Eagger fra Bikstok. 

Klumben og Raske Penge mødte hinanden igennem illegale piratfester i Kbh og miljøerne omkring graffiti, Ungdomshuset og RubADub Sundays. I 2010 begyndte de at lave musik sammen med vennen TopGunn i nogle utætte lokaler på Bolsjefabrikken. Musikken blev overraskende populær på youtube, P3, Roskilde Festivalens campingareal, i rygerklubber og på børneværelser. 

Derefter fulgte en årrække med masser af koncerter i hele Skandinavien, tourné i Brasilien, priser og tv optrædener derudaf. Og hvor de udgav en række singler sammen og albums hver for sig. 

"Livet er blevet skrevet og indspillet over fem år. Så sangene rummer historier, følelser og tanker fra flere perioder af vores liv. Vi har lavet sange efterhånden som der var noget at sige." - Raske Penge

Kunder, der købte denne vare, købte også