Rumpistol - After The Flood

Nyhed

“After the Flood”, det sjette album af musiker og komponist Jens B. Christiansen under
kunstnernavnet Rumpistol, er på mange måder temmelig anderledes end hans tidligere udgivelser.
Efter at have lidt af stress-relateret burn-out måtte han ændre den måde, han arbejder på,
fuldstændig radikalt.

Jens B. Christiansen, som i sin 16 år lange karriere som musiker primært har fokuseret på
elektronisk musik, fik pludselig hovedpine og voldsom kvalme af at se på computerskærme, så han
var tvunget til at arbejde på en helt ny og langt mere minimalistisk måde. De 12 nye kompositioner
er således alle sammen skabt ved et klaver. Det viste sig at være givende, både terapeutisk og
kunstnerisk, hvilket tydeligt kan høres på ”After the Flood”, som føles opløftende og æterisk, men
samtidig virker håndgribelig, nærmest taktil, på grund af brugen af organiske, ikke-elektroniske
instrumenter og teksturer. Den nye musikalske retning er forfriskende, men samtidig vil der også
være elementer, der vil lyde bekendt for fans af Rumpistol. Melodierne bølger frem og tilbage og
vikler sig om hinanden på den der særlige Rumpistolske vis. Musikken peger fremad (og måske
endda også himmelstræbende opad), men den vækker også mindelser om kunstnerens tidligere
værker, som for eksempel strygerne på ”Beito” fra hans album ”Dynamo”.

More details

- +

Pladeselskab: ØEN RECORDS

 
Mere Info

Den musikalske kerne i ”After the Flood” er, ligesom hos ligesindede komponister som Nils Frahm og Max Richter, klaveret, men Jens B. Christiansen har også komponeret stemmer og stykker, så andre musikere kunne spille med på hans neoklassiske post-katastrofe-værker. Ensemblet på  ”After the Flood” består af Line Felding (cello), Maria Jagd (violin/bratsch), Kristian Hoffmann (lapsteel-guitar), Mike Sheridan (cristal baschet), Povl Kristian (sav), og Anna Juuliska Nykvist (tværfløjte). Jens B. Christiansen har også indarbejdet optagelser fra sit hverdagsliv ved hjælp af analoge medier som spolebånd, VHS- og kassettebånd og ASMR-triggers som blid hvisken. Det betyder ikke, at “After the Flood” blot er ren afslapningsmusik. Selv om musikken lyder behageligt, er dette album en både gribende og tankevækkende lytteoplevelse.

Menu

Settings