Du er her

Radio Free Mermaid

S/T
Radio Free Mermaid S/T
200,00 kr.
En havnerundfart med koncerter langs kaj og moler. Båden er omdannet til et flydende lydstudie, der fragter publikum gennem havnen. Ombord komponerer mix-masteren et lydunivers med bearbejdede lyde fra havnens fortid og nutid mikset med musik skabt på kajen hentet via radiosendere. Mågernes skrig blander sig med guitarens vræl. Metalliske slagtøjsskulpturer klinger som havnearbejdernes hammerslag i dokken. Skumsprøjt, vokal, propelstøj, keyboard forplanter sig som havnens nye soundscape – kun tilgængeligt ombord på båden. Et samtidigt, symfonisk, stedsspecifikt værk.
 
De ni toneangivende musikere fra komponistsammenslutningen Skræp er banebrydende for nye musikformer. De eksperimenterer med instrumenter, henter inspiration fra andre kulturer, samarbejder med scene- og billedkunstnere og udforsker teknologiens muligheder. De har lange karrierer i ind- og udland bag sig, og nu fusionerer de kræfterne i en unik fortolkning af Københavns havn, hvor hver har fundet inspiration og stemning i sit eget mikrounivers.
 
Master, produktion og realisering af udgivelse: Jørgen Teller
 
Cover Morten Vest. Cover-spiral v: Cornelia T. Kallmoes.
Udgivelse støttet af Statens Kunstfond.