Du er her

No Light

Gemini
No Light Gemini
150,00 kr.

Efter udgivelsen af deres debut-ep i august er alternativ rock-kvintetten NO LIGHT nu klar med deres debutalbum “Gemini”, der udkommer 25. november via Indisciplinarian. “Gemini” emmer af god sangskrivning og intens musiceren. Den første single, ørehængeren “I.R.W.M.A.M.W.T.O” premierer nu via amerikanske New Noise Magazine.

NO LIGHT er et nyt dansk rockband, der består af fem erfarne herrer med en fortid i markante orkestre som Lack, The Fashion og Marvins Revolt. Kvintetten skriver ærlige, energiske og ikke mindst supermelodiøse sange, som kan give mindelser om 90’ernes støjende rock-guldalder, ligesom bandets udtryk trækker på store sangskrivere som Bruce Springsteen og Neil Young.

NO LIGHT udsendte deres selvbetitlede debut-ep tidligere i 2016, men nu relativt kort tid efter forelægger debutalbummet ”Gemini” – en tidsløs rockplade funderet i superb sangskrivning og intense musikalske performances fra et kompetent band, der indspillede alle grundspor på blot én dag med producer Lasse Ballade (Solbrud, Halshug) i København. Albummets første single, den super catchy “I.R.W.M.A.M.W.T.O.” (I Really Wanna Make A Mark With This One) har nu eksklusiv premiere via amerikanske New Noise Magazine.

Hør NO LIGHT sætte deres spor med “I.R.W.M.A.M.W.T.O.” via New Noise Magazine LIGE HER

”Gemini”s og også førstesinglens gennemgående tematik er selvransagelse. Albummets ti numre kredser om det at være fanget i et brydningsfelt mellem ungdomskultur og voksenliv og i den forbindelse om at bearbejde sin skam, sin utilstrækkelighed og sin frygt. ”Gemini” er lyden af fem mænd, der i et tematisk favntag med deres alder og liv stadig har noget at sige i en musikalsk form, der endnu fremstår evig ung og essentiel, hvis man gør det så meget fra hjertet, som NO LIGHT gør det.

NO LIGHTs debutalbum “Gemini” udkommer 25. november via Indisciplinarian på vinyl og digitale formater. “I.R.W.M.A.M.W.T.O.” vil snart blive fulgt op af en video skabt af Plastic Kid (Kashmir, Veto, Volbeat) (identisk med forsanger Jakob Printzlau), og flere singler og yderligere visuelt materiale vil følge. For at fejre albumudgivelsen spiller NO LIGHT et releaseshow på Lygtens Kro i København torsdag d. 8. december, og flere shows vil blive annonceret i den kommende tid.