Du er her

Niels Skousen

Daddy Longleg
Niels Skousen Daddy Longleg
180,00 kr.

Det drysser af skønhed i afmålte doser på årets smukkeste danske album Niels Skousen imponerede i den grad med et comeback efter 20 års fravær på musikscenen med albummet Dobbeltsyn fra 2002. Her havde en uforlignelig musikalsk fortæller tydeligvis gået rundt og gemt sig. At Niels Skousen skulle folde talentet yderligere ud på sin opfølger, var næppe forventet. Men det er ikke desto mindre, hvad han gør på Daddy Longleg. Fra at være en lidt tilbageholdende sangskriver har han givet los for dramaet i musikken, og scorer fuldt hus med en række usigeligt smukke sange. Niels Skousens afsæt på albummet har ikke været Dobbeltsyn, men hans medvirken på Andersens Drømme, hvor producer Nikolaj Nørlund åbenlyst har fanget hans sans for dramaet i sangen, som er videreudviklet på Daddy Longleg. Niels Skousen kaster sig ikke ud i de store forkromede fortællinger. Han er en enkel iagttager med et erindringens skær over sig, og kan som en meget voksen mand fremstille smerte og forgængeligheden på ydmyg vis. Han har i sine sange en tæthed og et nærvær, som ellers kun en C. V. Jørgensen kan mønstre herhjemme. Med sig har Niels Skousen så også lige nogle af landets for tiden bedst spillende musikere som guitaristen Rune Kjeldsen (Kira & The Kindred Spirits) og Jacob Høyer på trommer (Raveonettes). Samtidig drysser der blidt med alfestemning, når Lise Westzynthius og Eivor Pálsdottir synger med. Niels Skousen fortolker også et par sange skrevet af Nikolaj Nørlund og Olesen-Olesen på sikker vis, men det er i hans egen Du Gav Mig Himlen, at de små hår rejser sig.