Du er her

Per Hoier

The Windmills of Sorrow
120,00 kr.

December 2011 sender LJUD Records Per Hoiers nye single: “The Windmills Of Sorrow” på gaden. Singlen udkommer som CD-single, digital download og som en eksklusiv 12” vinyl-maxisingle der båder indeholder en forlænget udgave og et ekstra B-side nummer.
The Windmills Of Sorrow er en intim og melodisk neofolket popballade båret frem af en kompleks kompositions- og klangstruktur, med stærke organiske kvaliteter. Med et lyrisk tekstunivers, søger The Windmills Of Sorrow at udtrykke ønsket om progression på baggrund af det tabte. Således fremstår The Windmills of Sorrow som et foruroligende men underligt opløftende lille mesterværk der måler sig med det bedste inden for genren.
Musikmagasinet Geiger skrev om forgængeren: ”... Hvis klynkerockerne blot formåede at omgås det patetiske med halvdelen af Hoiers elegance, ville vi befinde os i en musikalsk guldalder!... en helt igennem essentiel single, som enhver popkomponist med respekt for sig selv burde studere til bunds. Den kunne i hvert fald være med til at sætte nye, hidtil uhørte standarder”
Tankerne føres hen mod forgangne årtier: 90’ernes neo-folk båret af folk som David Tibet og Antony and The Johnsons. 80’ernes naivistiske melodistrukturer og sortsyn fra grupper som OMD, New Order og Joy Division. 70’ernes krukkede pompøsitet mellem David Bowie, Roxy Music, Pink Floyd og lignende Art/Prog-Rock acts. 60’ernes svulstige pop produktioner fra Brian Wilson og Joe Meek. Endeligt 50’ernes avantgardistiske lydeksperimenter fra Stockhausen og Cage henover tidligere årtiers komplekse kompositionsmusik.
Det er velovervejet selvmodsigende pathos-pop, der er blevet til på en ideologisk kampplads mellem datadiktatur og hyper-menneskelighed og kampen er endt uafgjort.
Per Hoier spiller samtlige instrumenter og har selv forestået produktionen.