Du er her

FJÆSTAD & HELLEMANN Bros

SONGS OF JACOB ELK
FJÆSTAD & HELLEMANN Bros SONGS OF JACOB ELK
130,00 kr.

Resultatet af to års samarbejde mellem 4 personer ligger nu færdigt.

Et konceptuelt album med 11 sange om sind og adfærd, følelser og defekter. 

Et samarbejde mellem sangskriveren Jacob Elk, sangeren Bjørn Fjæstad og musikerne/producerne Jens Hellemann og Peter Hellemann. Den amerikanske lyriker Neill Furio har hjulpet med at forædle albummets engelske tekster.

For to år siden rakte Jacob Elk ud efter sine gamle skolekammerater brødrene Hellemann, som siden gymnasiet havde gjort sig i det musikalske på den danske og internationale koncert- og teater scene.

Jacob havde været igennem en længere krise hvor skyggerne fulgte ham helt ud til en skillevej. Vendepunktet indfandt sig på et tidspunkt hvor han var ved at isolere sig og vælge familien helt fra. Et medfødt krøllet sind, stress og flugt i alkohol havde overtaget hans hverdag. Et sammenbrud der endte på ”den lukkede”, hvorefter Jacob opsøgte professionel hjælp.

“Jeg var blevet ensom, selv når jeg var sammen med andre - fest var blevet til hverdag - men samtidigt var festen på en måde helt slut. Mine dårlige sider var blevet forstærket og vildt-voksede i mig som ukrudt. Jeg havde til sidst ikke styr på hverken mine tanker eller følelser. Jeg var ved at give helt op”, fortæller Jacob – der kom videre ved at begynde at skrive sig ud af det og kanalisere ord og tanker ud i de over 40 sange som det blev til, da han først kom i gang med sangskrivningen.

Om samarbejdet udtaler Bjørn Fjæstad : “At fortolke sangene har for mig været en tur tilbage til 70´erne,- jeg genkender melodiernes oprindelse. Temaerne er jo eviggyldige, men da jeg selv er over de halvtreds genkender jeg den midtvejs/livs reflektion som indfinder sig hos mennesket og i sangene. Opgøret med ens egne gode og mindre gode sider kommer jo snigende hos de fleste mennesker på forskellige vis når man er omkring de halvtreds. Dér hvor man finder ud af at succes, resultater eller prestige ikke er kilden alene til at blive et helt menneske, men hvor fordybelsen og den mere åndelige reflektion begynder at melde sig på banen”.