Du er her

Dragontears

Turn On Tune In Fuck Off!!
Dragontears  Turn On Tune In Fuck Off!!
150,00 kr.

Dragontears er klar med deres tredje album, der følger op på 2000 Micrograms From Home fra 2007 og Tambourine Freak Machine fra 2008. Det nye album hedder Turn On Tune In Fuck Off!! og det udkommer mandag den 1. november på Bad Afro Records. Dragontears består af medlemmer af Baby Woodrose, On Trial og Spids Nøgenhat og nærværende album er det sidste i Dragontears triologien. Fremover vil mere syrede og eksperimenterende aspekter af Lorenzo Woodrose’ sangskrivning – som Dragontears i høj grad repræsenterer – blive en integreret del af kommende Baby Woodrose albums.

Turn On Tune In Fuck Off!! indeholder seks sange af meget forskellig observans. Der er fire sange på engelsk og to på dansk. Mest bemærkelsesværdige er nok ”No Salvation”, der kan beskrives som groovy dommedags funk (!?), og den 14 minutter lange ”William”, der med sine mange vers og dystre danske tekst er helt sin egen. Men også ”Time Of No Time” skiller sig ud med forrygende dobbelte vokaler og et sugende psykedelisk undertryk. Albummets tema er dommedag og det er det tætteste Lorenzo Woodrose nogensinde har været at lave et decideret koncept album. Han har ladet sig inspirere af diverse konspirationsteorier og hvis man lytter indgående til teksterne kan budskabet koges ned til en enkelt linje fra sangen ”William”: ”Verden ender, vinden vender”.