Du er her

Debre Damo Dining Orchestra

DDDO2
Debre Damo Dining Orchestra DDDO2
150,00 kr.

Debre Damo Dining Orchestra har med deres anden plade skabt en mørkt og magisk mosaik. Et værk der nok har sine rødder i ethio-jazzens diabolsk klingende 5-toners skalaer, men i lige så høj grad finder sin inspiration i helt andre kulturer og genrer.

DDDO2 hinter til hiphoppens samplingsmateriale (60ernes og 70ernes soul og funk)og 70ernes tyske eksperimentalrock, men også free jazzens betoning af improvisation og plads til dissonans spiller en fremtrædende rolle på DDDO2.

Hvor bandets selvbetitlede debutplade afsøgte et koldt og vådt 80’er klingende rum tilsat ethio-jazzens baldrede baggårdsæstetik, befinder bandets anden plade sig i varmere og tørrere klimaer. Lyden trækker i højere grad veksler på jazzens usmykkede lyd, hvor dynamikken beror på improvisation og samspil frem for på studieteknikker. 

Tilblivelsen af ​​bandets unikke lyd forklarer sig selv, når du tager et nærmere kig på bandmedlemmernes forskellige musikalske baggrunde. Simon Visti og Asbjørn Nørgaard har rødder i rocken, hvor de blandt andet spillede i det nu hedengangne ​​rockband The Floor Is Made Of Lava. Peder Vind og Søren Skov spillede afro-beat i det københavnske orkester WhoAreYouPeople?, og Rasmus Karkov og Kasper Saaby har tidligere slået deres folder inden for genrerne jazz, soul og funk. Som det ofte er tilfældet i et vellykket musikalsk kollektiv, kan de individuelle medlemmers personlighed høres i slutresultatet – der dog langt overgår summen af dens individuelle dele.

Bandet har tidligere udgivet en single og LP, som har skabt opmærksomhed blandt feinschmeckere i Danmark og udlandet. Blandt andre Skeme Richards fra Rock Steady Crew , ligesom den legendariske DJ Gilles Peterson har spillet bandet i sit show på BBC Radio 6, og bandets musik spiller en fremtrædende rolle i Peter Schønau Fogs spillefilm fra foråret 2017 Du forsvinder.