Du er her

Anders Koppel

Past, Present, Future
Anders Koppel Past, Present, Future
799,00 kr.

Igennem en menneskealder har Anders Koppel og hans tro følgesvend, det nu legendariske hammondorgel, nysgerrigt og energisk arbejdet sig ud i snart sagt alle hjørner og afkroge af det store musikalske landskab. Rejsen har affødt utallige kompositioner til flere hundrede film, teaterforestillinger, balletter og koncertsalsmusik til både kammerensembler og symfoniorkestre. Og rejsen er langtfra slut. Nysgerrighed, nærvær og musikalsk mod er nogle af de nøgleord, der karakteriserer Anders’ musik. Og altid er han vendt tilbage til det store skrummel, hammondorglet, som han som få mestrer til det sublime. Den faste og alt for tunge rejsemakker, med rør og tonehjul og to rækker tangenter har fulgt ham overalt. Ikke mindst i orkestret Savage Rose, som Anders i sine sene teenageår stiftede sammen med sin bror Thomas. Desuden i trioen Bazaar, som eksisterede i 36 år med Peter Bastian og Flemming Quist Møller. Og i Koppel & Søn – et samarbejde, der har eksisteret siden sønnen Benjamin som 13-årig i 1987 indledte en imponerende saxofonkarriere.

Med denne udgivelse fejrer vi Anders Koppels umådeligt store virke – både som komponist og som musiker.

Den første LP, ”PAST” byder på sjældne kompositioner fra en række forskellige ballet- og teaterforestillinger, der har en særlig plads i Anders’ hjerte og produktion.

”PRESENT” er en samling af numre fra nogle af Anders’ vigtigste nylige samarbejder– blandt andet med den amerikanske toppianist Kenny Werner og med bassist Miroslav Vitous fra det ikoniske Weather Report. Også numre fra Anders’ samarbejde med de to orkestre Bazaar og Koppel & Søn samt Anders og Benjamins første triosamarbejde med perkussionisten Jacob Andersen er at finde på albummet. Det er et helt unikt udpluk af musik fra Anders Koppels mangefacetterede univers.

Slutteligt præsenteres med ”FUTURE” en vifte af ballader, komponeret til trioen Koppel & Søn, hvor Benjamin og Anders flankeres af den versatile og virtuose svenske trommeslager Peter Nilsson. Musikken på denne tredje LP er indspillet live foran et inviteret publikum direkte til LP hos det nye danske vinylpresseri Nordsø Records. Der er således tale om en unik indspilning, der ikke på nogen måde er blevet efterbearbejdet. Musikken fremstår derfor nøjagtig, som den blev spillet og oplevet på scenen, i rummet, i nuet, på dagen.

Endelig er der i denne jubilæumsudgivelse indlagt en særlig EP, bonusskiven ”FAMILIEALBUM”, der indeholder fem sange, som Anders komponerede og indspillede sammen med sin hustru Ulla og deres tre børn Sara, Marie og Benjamin, da de var små. Sangene giver et unikt indblik i, hvordan glæden ved den kreative musikalske leg har været et omdrejningspunkt igennem fire generationer i Danmarks mest musikalske familie.

Nysgerrigheden, nærværet, humøret og det musikalske mod står så friskt og indbydende som nogensinde på denne jubilæumsudgivelse. Sammen kan vi fornøje os over både et tilbageblik i Anders Koppels fantastiske musikproduktion, et vue ind i Anders’ mange igangværende musikalske konstellationer og et altid overraskende sigte på de fremtidige musikalske opfindelser.

Et hjerteligt tillykke til Anders Koppel – og til os alle med al den gode musik og med de mange musikalske oplevelser med hammondorglet som naturligt omdrejningspunkt.

Albummet udkommer i en lækker 3-dobbelt gatefold med guldfarvet tryk samt tre stk. 12" vinyler, en 7" vinyl og booklet.